260
Syn saaledes kørt, at han med rystende Hænder tog Maal til
Tøflerne, og desaarsag af den ugifte Herre og af den i Sen¬
gen liggende paa det beste blev udleet.
Konen kom hiem førend hendes Mand. Ved hans An¬
komst var han meget avindsyg, knurrede og kastede Lædder¬
stykkerne og hans Verktøy hist og her, han skieldede og ban¬
dede. Konen meente virkelig, at han maatte have kiendt hen¬
de paa hendes Been da hun laae i Herrens Seng.
For nu at erfare, om han havde nogen Gisning eller
Vished om hendes elændige Opførsel, saa spurgte hun ham
paa det allervenligste, hvorover han var bleven saa vreed.
Men han svarede hende ikke. Hun lod ikke af at bede, hun
smigrede for ham, ja hun tog ham i hendes Arme, hun
kyssede og bad at han dog skulde sige hende, hvad Aarsag han
var saa utaalmodig.
Ey, sagde han: Hvad? maa man ikke være u¬
taalmodig, jeg er jo i ingen Ting saa lykkelig som de For¬
nemme. Alle Ting er bedre skabt for de Fornemme end
for de Fattige.
Ey min kiere Mand, sagde hun, hvad vores Skab¬
ning angaaer, saa veed jeg, at jeg er| lige saa net som
en Fornemme.
Du est en Narinde, sagde han: Det forstaaer du ikke.
Jeg vilde ønske, at du havde saadaa et par nette Been som
den Dame, hvilken jeg nyelig har taget Maal til Tøfler.
Jeg har min Livstiid aldrig seet smukkere Been, end denne
Dame havde, omendskiønt jeg har taget Maal af flere
end tusinde til Tøfler.
