262
talte med nogen, jeg vilde ærgre mig, naar hun takkede en
Mandsperson, naar samme hilsede hende.
Jeg vilde ønske at belure hende for at treffe hende i hen¬
des Utroeskab. Det kunde gaae mig lige som hiin Mand der
kom hiem og hørte en Mandsperson tale i Konens Kammer.
Denne lurede ved Døren, endelig traade han ind i Kamme¬
ret, han saae ingen uden hans Kone og et par Mands=Hand¬
sker, hvilke forvirrede hans Hoved. Han tog Handskerne og
rev dem i Stykker. Konen vilde tale, men han lod hende ikke
tale mange Ord, han forhindrede hendes Retfærdiggiørelse
med Banden og Skiælden.
Han havde just i Sinde at slaae hende paa Halsen, da
et uformodentlig Vidne fremkom, hvis Nærværelse beskiem,
mede og fordømte ham. Det var hans Svigerfader der kom
ud af et Cabinet, hvori han med Forsæt havde forstukket sig,
for at giøre sin Svigersøn en uformodentlig Fornøyelse,
han kom frem, og fordrede sine Handsker og retfærdiggior¬
te den gode Kone.
O du ulyksalige Jalousie! du skadelige Gift i den ægte
Kierlighed, Rolighed og Fornøyelighed. For dig har jeg
frygtet mig.
Min Herre, vilde De vel kunde troe, at man og¬
saa finder Jalousie uden Kierlighed.
Ja dette er ikke noget Nyt. Min Naboes Datter ægte¬
de hendes Mand aldeeles ikke af Kierlighed, og alligevel ge¬
raadede hun i den største Vrede, naar han ikkun saae smi?
lende paa en anden. Et venligt Ord eller Mine, en høflig
Begegnelse som han under en anden end hende, er en Synd
som hun ikke forlader ham. Er han fraværende, saa siger
hun: han er hendesutroe, hun har allerede længe mærket
