Spionen.
No. XXXIV.
H¬
vor vil De hen, spurgte denne Ubekiendte mig, da jeg
stod op og vilde gaae fra ham.
Jeg vil i Aften endnu gaae en Miil videre, saasom jeg
i Morgen tidlig vil være i Lejpzig.
Min Herre, altsaa beder jeg, at De vil tilbringe den¬
ne Nat hos mig udi mit Huus, saasom jeg i Morgen tidlig lige¬
ledes maae være i Leipzig. Dersom De behager at giøre dette,
saa vilde De tillige beviise mig den Godhed og kiøre med mig
i min Vogn til Leipzig. Jeg kiører i Morgen tidlig Klok¬
ken sex herfra.
Jeg takkede denne høflige Mand for hans gode Tilbud,
og blev hos ham. Min Spion=Naturell tilskyndte mig vel,
at spørge, hvem han var, men jeg holdt det for en Uhøflig
hed at erindre ham paa denne Efterretning.
Kom De! sagde han: vi ville forlade disse skyggende
Træer! Jeg betiener mig af disse fremmede Linders Skygge,
ikkun til en Forandring. Jeg veed vel at mine Linde kunne
bedekke mig for Solens heede Straaler; men dog tænker jeg
og, at disse ligeledes har noget Jndtagende. J det mindste
har jeg her en bedre Udsigt end under mine Linder. Det er
mig ikke om Stædet og Jorden at giøre, jeg veed, alle skyg¬
gende Træer staaer i Jorden, ikkun Udsigten, ikkun Udsigten
er det, som her behager mig. Derhos saa behager Kløveret
og Græsset mig, hvilket under dette skyggende Stæd voxer i
større Mængde end under andre Linder. (Ha! ha! tænkte
jeg! Denne er nok en vellystig Herre. Hans Lignelse om
Linderne, om Skyggen, om Udsigten, om Kløver og Græs,
