Og døer, saa snart han seer du har ey fleere Penge,
Og Klangen viger fra Spendere-Buxerne.
Philemon elsker dig, som den ham kand forfremme
Naar du befaler det, han strax i Jlden gaaer;
Men hielp ham; kom saa selv udi Betryk og Klemme,
Og see, hvad Tieneste du da af hannem faaer.
Silvester elsker dig og roser dine Dyder,
Din Viisdom og Forstand, samt gode Egenskab,
Du meener, du ved ham en god Befordring nyder;
Men han anpriser dig til all din Velfærds Tab.
Forgieves søger du om Venskabs Grund og Prøver
Hos Folk, som ere i sig selv forgabede.
Den første Christendom ey nogen meere øver;
Enhver er jo sig selv den allernærmeste.
De Viise deeler vel med andre Folk Forstanden;
Thi ellers Resten blev vankundig overalt;
Men ingen deeler Brød og Penge med hinanden,
Naar ey et Æble med en Pære blier betalt.
Af første Christendom ey meere er tilbage,
End bare Snus-Tobak, som fælles er endnu;
Og dette burde man til Eftertanke tage,
Og komme Fædrenes Fortienester ihu.
Hr. Kiøbmand roser sig en Folke=Ven at være
Umaadelig Profit han ikke skiøtter om;
Han siger: Ærlighed og Venskab er hans Ære;
Thi ellers skulde snart hans Krambod blive tom.
Jeg spurgte ham i Gaar, hvor det sig kunde komme,
At han, som ærlig var, trak sine Venner op,
Og om det billigt var, at handle med de Fromme,
Som man kand handle med en Gudsforgaaen Krop.
Jo! sagde han: jeg maa saaledes mig opføre,
Og skumme Fløden af paa mine Venners Kar;
Thi det er noget Rart, som sielden faaes at høre,
At nogen Fiende med en Kræmer handlet har.
Hver søger gierne der, hvor Venskab er at haabe;
Men under dette Navn gaaer Falskhed oftest frem,
Og kand bedrage Folk udi sin Hykle=Kaabe,
Ja høflig skille dem ved Ære. Huus og Hiem.
Eenfoldigheden maa sin Eiendom tilsætte.
Troskyldighed faaer Skam til Takke og til Løn;
En Hyklers Kiærlighed giør tunge Casser lette,
Naar Venskab søges der af Lykkens unge Søn.
Saa gaaer da Hyklerie omkring i Venskabs Klæder,
Egen=Kiærlighed i Kiærlighedens Dragt,
279
