280
Forfængeligheds Roes eenfoldigt Øre glæder,
Naar Falskheds Hierte sligt med egen Mund har sagt,
Jndviklet Leve=Art skal være største Mode,
Forvildet Tale=Kunst, Kraft af Studeringer.
Her ikke spørges bør, om Folk de ere gode?
Men om de ere frie og slebne Mennesker?
Forældte, Sødskende og Ægtefolk indbyrdes
Bør ey hverandre troe paa allermindste Haar;
Frisk! Vivat Hyklerie! oprigtigt Venskab myrdes!
Saaledes ønsker hver, som Sagen ret forstaar.
Naar ingen Ven er til, man ingen bør at søge,
Og naar man ingen har, man ingen miste kand;
Det er dog kun et Navn, hvormed de pleyer spøge,
Som ikke egentlig har meget stor Forstand.
Ney, Hæste=Prangere de kand moralisere
Og lære alle Folk hvordan de bør omgaaes,
At Venskab er en Lyd og heller intet meere,
Og at en ærlig Ven blandt hundrede ey faaes.
Lær da, min Læsere, af dem at vove Trøyen,
Gak ud paa egen Haand og pløy din Lykkes Jord,
Enhver sit beste giør; lys Dag og klare Øyen,
Snak kun for Vahrene med fine falske Ord.
Beviis dit Venskab med en heel Hob dyre Eder,
Saa Haaret reyser sig paa Folkes Hoveder.
Lov altid dobbelt meer end det, hvorom man beder;
Thi det er Moden nu blandt slebne Mennesker.
Man kalder den en Ven, som vore Feyl os siger,
Og laster det hos os, som ey har Dydens Præg,
Det er en trofast Ven, som ey i Nøden sviger;
Men slig Beskrivelse er jo kun Børne=Leeg.
Om nogen kastede mig mine Feyl i Næsen,
Jeg torde sige, han min værste Fiende var;
Ney! ney! Naturen er i denne Tid for kræsen,
Og vor Optugtelse er heller ingen Nar.
J vore Fædres Tiid maaskee det har saa været,
At Venskab stod i Nød; men sligt ey Moden er.
Nu bør min Fiende selv som Ven at blive æret,
Og den som tygger mig, han elsker mig i sær.
Min Læser, hør et Raad: vil du for Ven passere,
Og have andre Folk eenssindede med dig,
Saa stil dig fiin og falsk og blot dig aldrig meere;
Thi heele Verden er dog høyst bedragelig.
