286
en virkelig Maitresse og 2 Piger. Deres Løn falder rigtig,
og naar Kudsken eller Tienneren ikke vil tiene længer hos
mig, saa giver jeg dem enten en Doccur eller en Kone. Jeg
bekymrer mig ikke om Rangstriid, møder mig saadan en Vo¬
vehals, saa takker jeg ham, naar han hilser mig og viide¬
re er det intet. J Dag har jeg Haab at afgiøre en vig¬
tig Sag i Leipzig. Jeg vil gandske vist forskaffe min
Præst et andet Kald, saasom jeg ikke kand fordrage ham.
Der er neppe 4 Mænd i det heele Land, der fører saadan
en stille Levemaade som jeg. Man siger vel, at et heelt
Lard har nok i saadanne 5 Mænd; men hvad gaaer mig
Satyrerne an. - - - -
I det samme holdt Kudsken stille for et Huus. Vi
steege ud af Vognen. Vi bleve indført i en megen smuk
Stue, hvor der blev os en god Frokost opbaaren. Jeg skal
strax have den Ære at være hos Dem igien, sagde denne
Herre: og gik fra mig. Jeg spurgte imidlertid Kudsken,
hvem her boede? Denne sagde: Den Mand som boer her,
har for 2 Aar giftet sig med et Fruentimmer af vores
Huus, men han er nu reyst til Frankfurt. Kort derpaa
kom denne Herre og Vertinde. Vi spiiste,
Klokken 8 var vi i Leipzig. Jeg betakkede mig med
megen Høflighed hos denne vellystigt Herre.
Der ere mange i denne fromme Vinter bleven overfalden
af en Sygdom, hvilken man kalder Nysgierrigheden, og dis¬
se forlanger endnu førend deres Endeligt at see Spionen.
jeg kan tænke, den ene har anstukket den anden. Denne
Sygdom er i sig selv virkelig anstikkende omendskiønt at den
og tillige er Arvelig. Det er altsaa min Skyldighed, at jeg
takker dem for den Ære hvilken de herved ville beviise mig;
men jeg beder, at have Taalmodighed, indtil den Kiste bliver
