292
kunde lide det om sig, saa kom det paa de Borgerlige,
men om de har faaet det forærendes, eller de har givet
en Eqvivalent derfor, det kand jeg ikke sige. Vi har
desverre, endnu ingen tilforladelig chronologisk Historie
om Complimenterne og Titulaturen, og desaarsag er den¬
ne Sag endnu in Dubio. De forstaaer jo vel Latin? -
Nu vil vi tale videre derom.
Udi de Tider var det Ord: Ædel, noget stort.
Men i nogle Aar voxede det Ord iblant disse Folk og
udbredde sig ligesom et Hylle=Træ, der fik flere Grene,
og man skrev: Velædle, Høyædle. Nu havde man skul¬
det tænke, at det evindelig havde bleven derved; men
førend man forsaae sig det, saa viiste sig en Ord=Comete
med en Svantz, og man var nødt til at skrive til sin
Patron: Høy=velædle. Al Verden troede, at Compli¬
ment Riget derover var bleven udtømmet; men jeg kand
paa min Ære forsikre dem, at jeg blev overmaade for¬
skrekket, og min første Kone faldt endog derover i Af¬
magt, da vi i et Brev læste det Ord Høy=Ædelbaarne.
Klokken 9 og 10.
Dette skede en Tirsdag Aften imelle
Jeg forglemmer aldrig den Aften, alleryelst da det i sam¬
me Time lynede stærft.
Med Complimenterne til de Lærde har det lige saadan
Beskaffenhed. Først var det en Ære, naar man skrev:
Vellærde. Men den Ting blev snart afskaffet. Det maatte
hede: meget Vellærde eller og Høylærde. Da nu de vitti¬
ge saae, at de andre Stænder havde saa god Fremgang i
Complimenter; saa befalede de, at henge Høy og Vel¬
lærde tilsammen. Ligesaaledes giorde man det med Ær¬
værdig, Velærværdig og Høyærværdig. Men jeg kand
ikke for rist berette, om man skal tilskrive, de Adelige,
Borgerlige eller de Lærde denne Opfindelse af Complimen¬
ter. Det var altsaa at ønske, at man kunde tiene Pu¬
