299
iblant Menneskene, at give hinanden udvortes Kiende¬
tegn af Venskab, Bevaagenhed og Høyagtelse.
Alle sædelige Folk bruge dette Ceremoniel, men ikke
paa een Slags Maade. Det grunder sig i Naturen, og
deraf slutter man, at Høfligheden er en Pligt, hvilken
den sunde Fornuft selv foreskriver. Den Maade, at til¬
tale adskillige Personer, at hilse og beviise dem Æresbe¬
viisninger ere Skikke, hvilke Tid efter anden ere blevne
forbedrede. Den beste og allermindst mistænkelige Maa¬
de, at viise andre Mennesker sit Venskab, Bevaagenhed,
og Høyagtelse, er, at man søger at tiene dem og beviise
dem Tienester; men Leyligheden, til at giøre dette, fin¬
des ikke alletider. Derfore har man maattet (opfinde
visse Tegn og Figurer, hvorved man kand vilse andre,
at man høyt skatterer og ærer dem. Franzoserne, Tyr¬
kerne, Persianerne &c. har Figurer i Complimenterne,
hvilke vel ere meget adskilte fra hinanden; men dog ere
de alle høflige.
En vis Satyricus mener. Naar Menneskene vare
Aander, saa brugte de ingen Complimenter, men de kun¬
de meddeele hverandre deres Tanker og Følelser uden
Tegn. Men Menneskene er det nødigt at være høflig
ved Tegn. Der gives Folk, og Verden forlanger dem,
hvilke udviide Complimenterne til den høyeste Grad, om
de endskiønt viide at deres Høflighed er falsk. Den beste
Bedragere vil overtale andre, at hans Ydmyghed, Ven¬
skab, Bevaagenhed og Høyagtelse, visselig og i Sandhed,
udstammer af Hiertet. Men jeg vilde raade til, at man
ey foragtede den, der ikke som en Dandsemester kand
udviide og sammenlegge sit Legeme; Han kand derfor
dog have et got Hierte.
