303
denne høye Værdighed, vilde mange af os giøre Rangen
stridig, |men han forsvarede den dermed, at han beviiste
med Attester, at hans Kone lod ham krybe under Bor¬
det, saa ofte som han ikke vilde giøre got - -- - -
Da jeg havde læst dette, satte jeg Bogen ind i mit
Bibliothek igien paa sit Sted. Jeg kunde for Graad,
over den Mængde plagede Mænd, neppe igien finde den
rette Plads til Bogen, hvor den havde staaet tilforn,
Jeg tilstaaer det, og mange veed det, at jeg har det be¬
ste og ømmeste Hierte. Jeg satte mig da paa min Ca¬
napee, og gav mine Tanker Tøylen.
O J plagede Mænd! sagde jeg: jeg ynker eders
Skiebne. Det smerter mig hiertelig, at eders Koner
omgaaes saa tyrannisk med eder. Jeg beklager eders
Lettroenhed, at J, med samt eders Forfædre have troet,
at J fik en artig Dukke med hvilken J kunde leege, men
Dukkens Forvandling var hastig og farlig. Nogle river.
Af de skiønneste Øyen blive de vreedeste. En forhen
smiilende Mund taler Skiældsord og skriger med sam¬
menbidte Tænder. Venligheden tager Afskeed, i det sam¬
me springer Katten paa Stoelen og viiser begge Kløer¬
ne. Den forhen taalmodige Dukke, har forvandlet sig i
en Herskesyge, Trættekiær, befalende, truende og ufor¬
nøyelig Levende. O Eva, hvem havde troet, at du
Skiønne, du uforlignelige, du jordiske Gudinde, du troe
Medhielperinde, for hvilken Adam næsten forsmægtede,
førend han ret kiendte hende, at du skulde saaledes for¬
vandlet dig. O Eva, hvem havde tænkt, at du kunde
saaledes forstille dig for din Adam, da du saae paa ham
med de allervenligste Øyekast, og den første gang trykke¬
de ham til dit Bryst. (O J kiære Efterkommere!) Den
gode uskyldige Adam blev saa indtagen, at han antog
