304
dette, af sin elskelige Eva, for uforanderlige Kiærligheds¬
fulde Sandheder, og mente, at hans paradisiske Lyksalig¬
hed var en stedsevarende himmelsk Lyksalighed. Han
troede at hans Hustrues Godhed overgik det hele Para¬
dises Glæde.
Jeg forestiller mig endnu i Tanker hans Henrykkel¬
se, da han saae Eva for sig, hvilken ustriidig var den
allerskiønneste, den allerelskværdigste og den allervenligste.
O hvilken Lyksalighed finder jeg i dig! raabte den uskyl¬
dige Adam: Ak du est min Eiendom. Kys mig. tag
dette Kys! uden dig er ingen Fornøyelse i Paradies!
Du allene est den værdigste Skabning i Eden! Du smii¬
ler, ak J venlige Øyen! J indtager mig. (Eva var
ustriidig den frommeste, den venligste og den behageligste
Skabning for Syndefaldet.)
Kom min Skiønne! vi vil sætte os hen under de
Palmetræer i Skyggen. O hør de forelskede Fugles
Sang, den ligner din indtagende Tale. Hør! De lok¬
ker deres Mage til Kiærlighed. De lokker ligesom jeg
dig, og du lokker mig. Er det ikke vores Skabers
Gierning. O hvilken Lyksalighed har jeg funden, siden du
blev skabt. O elskeligste Eva! (her slyngede han i U¬
skyldigheden sin stærke Arm om hendes velskabte Liv.)
Hun smiilede og gik, men førend de opnaaede Skyggen
af Palmetræerne, saa kom de til det bekiendte Træ, til
det skiønneste Træ i Eden. O Adam! sagde hun: O el¬
skeligste Adam! sæt dig under dette Træes Skygge! o see!
ak betragte disse skiønne Frugter! Ak torde jeg ikkun bryde
et eneste Frugt af dette Træ, jeg vilde forære dig det.
(Fortsættelsen af denne Samtale følger næstkom,
mende Løverdag.)
