315
ledes. Burdte han vel sige: Min Herre! hendes mat¬
te Øyne vare tilforn Stierner. Hendes uvittige Mund
kyste jeg tilforn med Fornøyelse. Jeg elskte denne ud¬
pyntete Dukke. Jeg var en Tosse, jeg troede at jeg gif¬
tede mig af en evig varende Kiærlighed med hende.
Ney! denne aabenbare Bekiendelse kand man ikke
begiære af ham; Han maa heller sige: Himmelen har
Skyld deri. Seladon bliver nu fornuftig.
Efterdi jeg har talt om ham, saa maa jeg ogsaa
skildre hende, og sige: Hun har forført ham. Det gik
saaledes til:
Hun saae ham første gang paa et Rall. Han dand¬
sede. Hun fortrød paa at han ikke strax dandsede med
hende. Han dandsede ret artigt. De hvide Silkestrøm¬
per vare Sprogmestere for Læggene, og Skoemagerens Vi¬
denskab var Tolk for Seladons nette Fødder. Hun længes
at dandse med ham. Endelig dandser han med hende.
Hun forundrer sig stærk over hans Meriter, over hans
Hoved og over hans Armes Bevægelser. De har dand¬
set. Han fører hende til samme Plads igien, hvor han
tog hende, og kysser hende paa Haanden. Endnu en¬
gang. Hvor artigt, hvor kielen kysser ikke Seladon! hun
svarer. O ney! han sverger: at hun er den Skiønneste.
Skulde hun ikke troe ham, han sverger jo derpaa.
Han taler om hendes skiønne Øyne, om Soelens bræn¬
dende Straaler, om Purpur Læber, om Hændernes Snee,
og sukker i det samme 3 gange. Han begiærer, at of¬
Vres for hendes Skyld, endskiønt han veed, at Menneske¬
Offere er reent afskaffede. Han vil døe for hendes Fød¬
der i Lænker. O ney! o ney! siger hun. J det sam¬
me overlader hun ham hendes Haand. Han kysser den
endnu nogle gange. Hun veed intet deraf. Hun føler
kuns at hendes Hierte banker. Hvad er det? Hun øn¬
