Spionen.
No. XLI.
D¬
et er ungesehr 2 Maaneder siden, at jeg besøgte min
Ven paa Landet, og hørte der en Formiddag med
Fornøyelse, hvor forsigtig tvende Fædre accorderede om
deres Børn.
Vinduet. God Dag Niclas! sagde Hans: som var Fader
Hans gik til sin Naboe Niclas. Han bankede paa
til en stor Dreng. Veed J hvad? jeg vil overgive
Gaarden til min Søn. Jeg er gaaet ud i Dag at søge
en Kone op til ham. Hvor meget giver J jer Datter
til Medgift?
Niclas. Fem Hundrede Slettedaler.
Hans. Hum! kuns Fem Hundrede?
Det et
for lidt. Gier J hende Tusind, saa lader jeg
endnu i Dag skrive Gaarden til min Søn.
Niclas. Det kand jeg min Siæl ikke. Tusind Daler er
for meget. Med et Ord: jeg giver hende 600
Daler, og det er altsammen, og saa ikke en
Skilling meer.
Hans. Skam jer Niclas!
Niclas rystede med Hovedet og svoer atter, at han ikke
gav mere.
Hlans. Vil J da ikke give de 800?
Niclas. Ney! ikke en Skilling meer endsom jeg har sagt.
Hans. Nu saa, far vel Niclas !saa vil jeg gaae videre.
De skildtes da gandske koldsindigt ad. Hans var nep¬
pe gaaet 20 Skridt, saa vendte han om igien.
Han stod stille, som en, der regnede noget over.
Der han nu havde staaet lidt, saa gik han atter
hen, og bankede med Stokken paa Nicolases
Vinduer. Hør Niclas! et Ord! Vil J ikke
give de 700 Slettedaler?
Nies.
Jeg kand min Siæl ikke.
