324
hun søgte. Dertil saa kunde hun meget let ved en
gammel Ven bleven Enke igien. Det havde jo
været noget grusomt for hende. Hun søgte sig alt¬
Det var altsaa
saa en ung og haandfast Ven ud.
hendes Doctor, som allerede kiendte hendes hidsige
Blod. Hun gav ham Haanden, og med denne al
den Velsignelse, som hun eyede. Han slog til, han
var fattig.
Han forlod sig paa hans Konst, og
haabede gandske vist, at lade, inden to Aar, be¬
grave hende.
Alligevel bedrog han sig; endskiønt det var ellers
meget rart, at han bedrog en Syges Arvinger i
deslige Tilfælde.
Hans Kone levede 10 Aar. Han gav hende gode og
slemme Ord at hun skulde døe, men hun døde ikke.
(Var det ikke en trodsig Dievel af en Kone?) Han
foragtede hende; enddog var hun ydmyg og levede.
Tilsidst blev de saa nær bekiendte med hverandre, at
han pryglede hende; men hun blev deraf ikkuns me¬
re munter og allart. Thi hun troede, at hun, som
et Christen Menneske maatte være standhaftig i hen¬
Hun sukkede temmelig over
des Viderværdigheder.
hendes ulyksalige Ægteskab, og ventede hver Mor¬
gen Hielp af Himmelen. Med faa Ord: Konen
var ulykkelig og Doctoren gandske desperat. Tænk!
Taalmodighed i 10 Aar, Foragt imod dette Ægte¬
skabs=Raad, tufinde Fortrædeligheder, saa gar Hug
kunde ikke bevæge hende, at forlade dette Timelige.
Hun levede til Trods, og alle hans Medicamenter
kunde ikke jage hendes haardnakkede Siæl af den
gamle Rhede, om ikke Himmelen havde giort Ende
paa dette Ægteskab. Hun faldt og døde.
Vores Docter Saft var altsaa Enkemand. Han hav¬
de endnu 4000 Rixdaler.
Nu tog han sig for at
gifte sig fornuftigere. Han tilstod at han den første
gang giftede sig som en Nar. Penge,
Rang og
Doctorskabet understøttede hans andet Giftermaal.
Han fik en skikkelig Mands Datter; Dog troede
