330
Jeg er og meer farsommelig
end jeg var den gang
Jeg giver kuns min Kone gandske lidet.
Hvortil behøver vel en Kone Penge,
naar hun har Klæder og Føde.
Min Kone gaaer aldrig udaf Huuset?
Hvad skal en Kone ude?
Hvad giør vel Koner i Besøgelser?
De fladdrer og bagtaler;
Min derimod
hun læser i moralske Bøger,
dog kuns naar hun har stunder,
jeg kunde ellers ikke taale at hun læste.
Min Naboes Kone var en Engel,
om hun ey spillede.
Hun siger: at hun vinder alletider,
men dette er ey mueligt.
Hun siger vel til Manden:
Den Klædning, denne Ring,
det Uhr, den Parasol
har jeg for vundne Penge kiøbt;
men jeg var gal, om jeg det troede.
Ney! tvertimod
min Kone haver aldrig Lyst til saadant noget.
Min Naboe lader Konen raade;
men jeg, jeg raader selv.
Han passer aldrig, paa hans Kone;
jeg desto flittiger paa min.
Hans Kone gaaer ud¬
hun kiører, kommer sildig hiem;
min skal smukt blive hiemme.
Man kand i disse vanskelige Tider
ey noksom passe paa;
endskiønt der er ey mange Krigsfolk udi Byen;
saa er dog andre
som giver dem ey noget efter
at speyde ud og snappe børt.
Som en Søemand flittig seer,
paa Comipasset, Roret, Stænger,
at hans Skib i stormske Vande
ey maa strande
eller komme Klipper nær.
