332
Lotte. Men Svoger, ikke mine Ord igien!
Ferino. Ney! ney! vist ikke.
Hvad sagde han da meer?
Lotte. Slet intet.
Ferino. O siig mig det min lille Lotte!
Du skal og kiøre ud med mig i Skoven.
Lotte. Han sagde: at J var et ret polsk Beest.
Ferino. Den Skielm!
Lotte. En Oxe og en Gryde=Foged,
og det er sandt.
i giver jo
jer Kone aldrig nogle Skillinger
til Knappenaale eller andre Ting.
Fy! skam jer!
Vel er jeg ung; dog kand jeg vide
at J giør uret imod hende
og er en Varulf imod jeres Kone.
Troe mig! faaer jeg engang en Mand
som er, som J, mistænkelig,
som er saa grov som
som er, som J, en Gniere,
troe mig! jeg veed nok, hvad jeg da vil giøre.
Ferino. Saa tænker du alt paa en Mand?
Lotte. Jeg er jo 14 Aar.
og Naboe og Naturen siger:
at jeg giør ret.
Dertil saa har jeg 26000 Daler.
Ferino. Hvad Naboe siger, regner jeg slet intet;
det andet kand nu være, hvad det er.
Men Lotte siig mig dog!
nu nyelig, da jeg gik forbi vor Naboes Huus,
saa saae jeg kun et Glimt igiennem Vinduerne,
der var en Deel velpyntede Personer,
som sadde ved et Bord og spillede.
Lotte. Det veed jeg ey.
Ferino. Jeg veed nok at min Kone ikke spiller.
Lotte. Om da jer Kone spillede?
Ferino. Saa vilde jeg strax skille mig fra hende.
Lotte. Om hun da vandt?
Ferino. Det var en anden Sag.
Lotte. Om Mandfolk da lod hende vinde?
