371
Min Herre, jeg maa virkelig aarelade Dem!
virkelig! vi maa søge at dæmpe Heden.
(Han satte Barbeerbekkenet bort, og tog mig
ordentlig den ombundne Serviet igien af.)
Spion. Herr Chirurgus! jeg er meget vel tilfreds med
min Helbred, og skulde jeg jo have nogen Hid¬
sighed, saa er samme i dette varme Veyer
gandske naturlig.
Barb. Tørster De?
Spion. Ja! jeg har til Middag spist et par gode
Stykker Karper.
Barb. Der har vi det, der har vi det. Og der har
De maaske drukket derpaa.
Spion. En halv Bouteille Viin.
Barb. Rigtig, en rigtig Mavefeber, hvilken, ligesom
en Haandvending, kand forvandle sig i en hid¬
sig. Er det tilladt om Sommeren, ved saadan
Hede, at æde Fisk, De maatte have en Heste¬
mave, dersom der ikke skulde reyse sig en Syg¬
dom deraf. Hvad har de spist mere:
Spion. Stegte Duer med en Saus af Morkler, Østers
og Æg.
Barb. Sapperment! Det var ingen Under, dersom disse
hidsige Rætter stødte Deres Hierte i tu.
spion. Man har dog endnu aldrig hørt, at disse Ræt¬
ter har stødt nogen i tu.
Barb. Min Herre! siig De ikke det. Hvad foraarsa¬
ger os saadant kort Liv, andet end deslige hid¬
sige Spiser og de hidsige Drikke. Altererer sig
ikke min Herre! det skal ingen Fare have, lad
De mig ikkun sørge derfor.
(Han kaldte paa Pigen i Huuset.
Susanne! Susanne, bring gesvindt et Glas rent
Vand, gesvindt, gesvindt!
Spion. Hvad vil De giøre med Vandet?
Barb. Min Herre! De er forskrekket over Deres Til¬
stand, jeg vil give Dem noget brændt Hiorte¬
horn ind, at Blodet kand igien blive dæmpet,
førend jeg aarelader Dem.
Spion. Herr Medicus! De holder mig for længe op
med Barberingen, jeg har saa liden Tid
