376
Barb. Jeg vil gaae hiem.
Spion. Sandelig skal De ikke! Jeg vil først barbere
Dem.
Barb. Giør De sig ingen Umage.
Spion. Eller skal jeg først aarelade Dem.
Barb. Ney! ney! ney! ney! mig skader aldeles intet.
Spion. Det er mig kiert. Saa vil jeg i det mindste
barbere Dem. Sæt sig ned. (Han giorde vel
nogle Omstændigheder, men jeg hialp ham paa
Stolen.) Jeg sæbede ham ind, og barberede
ham saa got jeg kunde. Den arme Dievel
havde nær grædt. Det var just ikke ret giort
af mig, men vilde herved vise ham, at han en
anden gang ikke skulde incommodere sunde Folk
med sine Jndfald. Da jeg havde barberet
ham, saa sagde jeg: Nu haaber jeg, at De
er cureret. Giør De sig herpaa en god Mo¬
tion. Han pakkede sin Kram tilsammen og gik,
uden at tale et Ord, fra mig.
Hvad mener J, Susanne! Har jeg ikke got cureret
ham? Susanne sagde: Det skader ham ikke, at han en¬
gang er løbet an. Han vil aarelade den hele Bye. Der
har ingen Mennesker Fred for ham. Han aarelod Fan¬
den selv, enten ham skadte noget eller ikke, dersom han
ikkun vilde holde stille. Det er det beste af ham, han er
ikke dyer; af en Tienestepige taer han aldrig mere for at
aarelade end 4 Skill. Men Herren paa Gaarden giver
ham 1 Rdlr. Præsten og Kirkebetienterne lader han for
intet, men han giver dem intet Offer. Han har hørt,
at de fornuftige Doctores, udi visse Sygdomme aarelader
Folk, men denne aarelader endogsaa dem, som af Man¬
gel paa Brænde fryser.
