379
derved. Han spurgte mig om slet intet, og hvad jeg
spurgte ham, det besvarede han med den største Beske¬
denhed. Jblant andet spurgte jeg ham, om han ikke
ved dette gode Veyr gik ud: at spadsere; om jeg,
som en Fremmed, ikke imod Aften maatte ledsage ham
paa en Spadseregang. Han takkede mig for den Ære,
men han undskyldte sig, at saasom han havde en farlig
Syg, hos hvilken han maatte tilbringe denne Aften, saa
maatte jeg have ham undskyldt. Men han vilde sende
sin Kones Fetter, en meget lystig ung Student, til mig,
hvilken skulde vise mig alle denne Stads Rariteter.
Jeg var dermed meget vel tilfreds, og jeg takkede
ham derfor.
Der var neppe en halv Time forløben, saa kom
Mons. Panssai. Jeg kunde strax see det paa hans Mi¬
ner, at han var et lystigt Hoved. Han fortællede mig
kort, at han kun for nogle Uger siden, var kommen fra
Universitetet, men han vilde ikke længe opholde sig hos
sine Slægtinge, saasom der var ingen Udkomme ved den¬
ne Familie.
Med Tilladelse, min Herre! De vil maaske have,
at den hele Familie skal rette sig efter Dem.
Ney! jeg er vandt til at give de Fornuftige efter,
men egensindige Gamle er jeg ikke alletider skyldig at be¬
vise Lydighed.
Har De mange Slægtinge?
Mangfoldige, min Herre, men den ene har den
Feyl, og den anden har den; f. Ex.:
Min Onkel begierer af mig, at jeg skal, saasom
jeg endnu ingen Betiening har, ernære mig med at skri¬
ve Bøger. Jeg veed, at man ikke kand ernære sig der¬
med, og alligevel begierer han det. Jeg maa ofte lee
over min gamle Onkel, han har en gandske besynderlig
