381
Adelsmand; han skulde visselig have holdt sit Ord, om¬
endskiønt han var en Adelsmand. Nu maa jeg vel til
den anden Tidspunct. Hun formerkede vel, at hendes
beste Jomfrue Aar vare lagte tilbage. Ved denne Tid
mistede hun den Jld i hendes Øyne, hvilken havde sat
saa mange Hierter i Brand. Man kunde see paa hende,
uden at tabe Forstanden, og omendskiønt hun lod nem¬
pfindtlig, saa vilde dog ingen fortvivle. Hun haabede
i hendes 31 og 32te Aar at finde en Tilbeder, men al
hendes Umage var forgieves. Man regnede hende iblant
de galante Antiquiteter, hvilke man ikke kand see paa,
uden at tænke paa Tidens Flygtighed. J hendes syv og
tredive Aar kaldte man hende Jomfrue Kronicken. En¬
delig kom den Mand, som i Dag har taget Deres Skieg
af, og friede til hende. Jeg har hørt, at hun ikke har
længe betænkt sig. Jeg kand forsikre Dem, min Herre!
at hun forynger sig som en Ørn. Hun vil nu, som
Kone, indhente, det hun, som Jomfrue, har forsømmet.
Hun befaler. De gamle Jomfrue Griller kommer hende
endnu undertiden i Hovedet; hun mener, hendes Mand
er en af hendes Tilbedere, hvilken hun kand befale. Den
gode Mand har sit Kors, og endnu dertil et stort Kors,
saasom hun mest er tre Alen lang, og med udstrakte Ar¬
me kand rekke tre Alen langt.
Jeg har endnu en gammel Tante, hvilken endnu
aldrig har været gift. Hun fortæller endnu udi hendes
firesindstyvende Aar, at der den gang i hendes Ungdom
har været andre Jomfruer end der nu er. At hun har
havt mange hundrede Tilbedere, men hun har afvist dem
allesammen. Endelig har hun tabt al kiødeligt Haab.
Nu er hun from. Verden, den onde Verden, er hende
en Afskye, hun holder den hele Verden for en Morder¬
kule. Hun ærgrer sig, naar et smukt Fruentimmer seer
