383
kedes ham, og han blev Strandraad. Han lagde sig
en alvorlig og dybsindig Mine til, han lod flittig, om¬
endskiønt at han som Strandraad bestillede mindre end
tilforn, da han foerede Hønsene. Han levede ikke længe
ved dette besværlige Embede, han døde, og blev mere
berømmet end beklaget. Havde det altsammen været
sandt, som stod i Ligversene; saa havde den Forlis væ¬
ret ubodelig. Men man har ikke hørt, at der ved hans
Død var forefalden en eneste Forandring i Riget.
Den tredie Søn ligner just den, hvilken en vis
Moralist beskriver saaledes. Med sin Skaber er han
aldeles ikke tilfreds, at han har givet ham en Mave;
thi han troer, at Mennesket kunde spare meget, dersom
han ikke fandt Sult. Efter hans Mening, er Klæderne
til ingen anden Nytte, end at de skulle erindre os paa vores
første Forældres, jammerlige Fald, og paa den Lyksalig¬
heds Forlis, da vi ikke har havt nogen Klæder nødig. Og
for dette skyld lapper han hverken sine Strømper eller
Buxer, og jo mere disse blive hullede, desto nærmere
troer han at komme til Uskyldigheds Standen. Alle
hans Udgifter regner han efter pro Cento. Bliver han
jo engang saa haardt angreben, at han for sin Æres skyld
maa give nogle Mark ud i et Sælskab, saa afkorter han
det visselig i Præstens Offer, eller i sine Tienestefolkes
Løn. Han forskrekkes, naar en Fattig beder ham om et
Stykke Brød. Intet er ham ubegribeligere, end Him¬
melens Langmodighed, som taaler de unyttige Tiggere og
Dagdrivere paa Jorden. Saa ofte hans Kone bringer
ham et Barn til Verden, saa ofte klager han at hans
Haandtering lider stor Skade, thi Børnene, siger hani
ere ædende Capitaler. Da hun fødte det femte Barn,
saa var han gandske utrøstelig; men da han hørte, at
det dertil var en Datter, saa vilde han løbe ud af Lan¬
det, saasom han troede, at hvem der havde Døttre, og
