397
Hare (saafremt der ingen Bid anden Slags Kiød er at
faae) og en Mandeltærte til at spise.
De, som endnu ikke have nogen Character, betiene sig
(efter den selvgjorte Forordning) af alle de Slags Lekkerbis¬
gener, som kun ere at faae i Staden. Dem i den sidste
Classe er tilladt, ved et anseligt Borger Bord, uden Be¬
tænkning og uden Ceremonier, som en Ven og Giest, at
fortære alle dyre Lekkerbisgener. De øvrige 3 Classer
have den Tilladelse, at foragte Landets Producter, og der¬
imod lade sig bringe andre Ædevahre af langt fraliggen¬
de Lande. Dog er en Ven den anden forbunden, ikke at
foresette ham ringere end 8te Rætter paa et eneste Maal¬
tid, eller Giesten har den Frihed at lee ham ud i 14ten
Dage efter hverandre, og, i Fald han har noget til Be¬
ste, at lade ham sige Venskabet op.
De, som kun haver 10 Rdlr. Jndkomster om Ugen,
og dog fortære over 18 Rdlr., maa addressere sig til de¬
res Creditorer og selv bekymre sig om Forskuddet.
De, som have 30 Rdlr. Løn, og æder og drikker
ugentlig over 50 Rdlr. op, ere forpligtede at anskaffe
Resten, det være enten med deres eget eller andres Gods.
Det var jo en Uhøflighed, dersom man for, ved, eller
efter Maaltidet, vilde spørge, om Dyrekøllen, i Vildtga¬
den hos Madame Anne Dorothe i Østers- og Fuglekiel¬
deren, var betalt.
Om Ødselhed ved Brylluper, ved Laugsforsamlinger¬
ne, naar en bliver Mester eller Svend, vil jeg nu ikke
tale. Thi den varer lige saa længe som den Catholske
Troe.
Det er hos os ret et Contrarium af Jndbyggerne
udi andre Lande. Vi blive udleet, naar vi kun lade bæ¬
re 4re Rætter op, men hine bleve bespottede, dersom de
af Stolthed, Overmod og Hovmod havde 4re Rætter til
