398
et Maaltid. Vi faaer Credit, naar vi har mange Ræt¬
ter, og hine tabte deres Credit, dersom de giorde det.
Min Fader drog sig engang denne fortrædelige Omstæn¬
dighed af Overiilelse til, at intet Menneske vilde borge
ham for 10 Rdlrs. Værd. Det kom blot deraf: fordi han
en Sommeraften, havde givet Præsten, Byeskriveren og
en Kræmmer kun stegte unge Høns og Østers, at spise.
Vores Nation er med deres Fædrenelands Æde=Pro¬
ducter aldeles ikke tilfreds, da vi dog har Guds Velsig¬
nelse af Fiske, af tamme og vilde Dyr og Fugle;
Men den giør sig ald Umage for, at lade komme endnu
meget fra fremmede Lande, og man ønsker vel endog
Skipperen og den agende Post al Ulykke paa Halsen, at
de ikke ere komne før, eller ikke har bragt mere. Men
disse ere saa høflige og ryste Forbandelsen igien af sig, og
lade sig derimod de medbragte Delicatesser desto dyrere be¬
tale. En Sild for en Mark, en Fasan for et Ducat;
Østers med Posten, Leipziger Lerker og Leipziger Bor¬
størser Æbler, Brunsviger Pølser, Mesiphalske Skin¬
ker, Parmesan eller andre Slags dyre Oste og deslige, be¬
tale vores Jndbyggere med Glæde; hvorledes vilde ellers
de gode Folk blive mætte? Man torde snart sige, hvem
som ret vil æde, den komme herhid. Middelstanden vil
giøre de Fornemmeste, og den Nedrigste vil giøre Mid¬
delstanden det efter. Over dette Forsæt bliver af mange
Huus og Gods opædt.
Jeg ønsker mig kun Renten af de Penge, som aar¬
lig gaaer ud af Landet for Ædevahre; Dog! jeg vil ikke
have dem, jeg maatte ellers æde mig lige saa tyk, som
mine Landsmænd. Jeg maatte derover blive efterladen
og ubeqvem til mine Forretninger. Om Drikke og deli¬
cate Vande vil jeg ogsaa ikke tale. Saa meget veed jeg,
at Jndbyggerne i andre Lande glæder sig over vores der¬
