10
Ney denne dybe Dal
Og Philomela vidne skal
At Du er den, som Livet af mig tager.
Du var mig Livet før. Nu Døden bedre
smager.
Disse sidste Ord: nu Døden bedre smager,
blev igientaget med den bevægeligste og meest
Hierte=rørende Røst. De bleve zittrende
og meget matte udførte, og det lod som Dø¬
den allerede spillede paa de Læber, som frem¬
bragte dem, dette satte mit Sind i den hæf¬
tigste Bevægelse.
Det var imellem Dag og Nat, den Tid
man kalder Tusmørket, Haaret reyste sig
paa mit Hoved, og Beængstelse beknyttede
mig gandske.
Jeg stod op og hastede at gaae efter Ly¬
den. De hierte trængende Sukke, som jeg
hørte ved hvert Fied, var min Veyviiser.
Jeg kom da i hast til det fortredelige Sted,
som med sin Gienlyd havde fordobblet de for¬
tvivlte Sukke; men Naturen havde ligesom
med Flid indhægnet dette Sted med det
tykkeste Gierde af de hvasseste Torne=Buske.
