11
Det var mig muelig at kunde trænge der
igiennem. Jeg maatte og gaae sagte og for¬
sigtig frem, at jeg ey skulde høres, ja Bu¬
skene vare saa lætte indviklede i hinanden,
at jeg ey engang kunde see der igiennem.
Jeg gik langs med dette levende Gierde i
Haab engang at finde en Aabning, den jeg
og omsider fandt.
Men ach, hvilket bedrøvelig Syn blev
jeg ikke vaer, lige over for mig var en stor
Høy meget steyl og brat, hvorpaa sad den
deyligste men tillige ynkværdigste Gestalt, et
Fruentimmer, som hvert Øyeblik havde i
Sinde, at styrte sig hovedkulds ned; men dog
ligesom ved en høyere Magt hver gang blev
holdt tilbage.
Hvad skulde jeg nu giøre, at redde den¬
ne Elendige var mit eeneste Ønske; men imel¬
lem hende og mig var en meget dyb Dal,
og dersom jeg havde vildet stige derned, kun¬
de jeg selv have staaet Fare for i saadan
Hast og Bestyrtelse at styrte min Hals i
tu, og jeg frygtede tillige for, at det arme
Menneske, som sad paa Høyen paa den an¬
den Side af Dalen, skulde faae mig at see,
