12
og nedkaste sig strax saa Det hun mærke¬
de nogen.
Jeg besluttede altsaa i største Hast at lø¬
be uden om Dalen, og derved at komme
uforvarendes bag paa hende. Jeg løb, og
i Tankerne syntes jeg ved hvert Spring,
som jeg giorde, at see den Elendige at ned¬
tumle. Jeg ønskede intet heller end at Him¬
len dog vilde beskikke mig, som et Middel
til at redde saa deylig en Skabning. Efter
at jeg nogle Gange i saadan Hast havde
tumlet over Ende formedelst de opstaaende
Stubbe og Rødder af Træerne, kom jeg dog
endelig paa den anden Side af Dalen, og
til min største Glæde saae den Elendige end¬
nu siddende paa Høyen, (om man ellers
kand kalde det en Glæde at see en ædel og
fornuftig Skabning i saa farlig en Tilstand,
men i disse Omstændigheder gaaer det vel an)
Nu frygtede jeg alleneste for at hun skulde
blive mig vaer, og fornemme min Nærværel¬
se, førend jeg kunde komme hende saa nær,
at jeg kunde forvisse mig hendes Person, og
være i Stand til at gribe hende. Tiden,
Stedet og Omstændighedevne taalte ikke lang
