13
Overleg; jeg maatte nu sætte en Prøve der¬
paa, og listede mig saa sagte som jeg meest
kunde, ja, jeg kom hende saa nær, at jeg
stoed tæt bag hønde, og, dersom hun ikke
havde været gandske uden for sig selv, kun¬
de hun lettelig have fornummet mig. Jeg
var altsaa færdig til at bemægte mig hende,
til hvilken Side hun havde vildet vende sig.
Derpaa gav hun tre dybe Hierte=Suk,
og udbrød med disse Ord¬
Om Himlen straffer Troløshed,
Saa troer jeg og tilfulde veed,
At den sig og paa den vil hævne,
Hvis Navn jeg vemmes ved at nævne.
Ja, gid du her var nu Tilskuere!
Du aldrig meer mig levende skal see.
Vel an! - - -
J det denne Ulyksalige vilde have styrtet
sig hovedkulds ned fra den høye Brink i den
dybe Dal og fæleste Afgrund, greb jeg hen¬
de under Armene. Hun gav et forskrecke¬
ligt Skrig fra sig, og derpaa daanede hun
i mine Armee. Det var det bedrøveligste
Syn at see: hun strakte sig, som den, der
opgiver Aanden. De matte Øyenlaage be¬
