14
dækkede de i mine Tanker brustne Øyne;
de yndige Blomster, som Naturen nogen¬
sinde havde malet paa de deyligste Kinder,
falmede, og Døden ligesom med en sorte¬
blaae Farve overstrøg de fortvivlte Læber.
Jeg raabte paa hende, men uden Giensvar.
Jeg forsøgte at vilde reyse hende op, men
forgieves, hun var som en død. Omsider
erindrede jeg mig, at jeg havde noget lug¬
tende Vand, dermed bestænkede jeg hendes
Nakke, jeg kom og nogle Draaber i hen¬
des Næsebore, &c. ja, jeg kneeb hende i Næ¬
sen, men hun var følesløs. Jeg følte paa
de netteste Hænder, men de vare kolde som
Jis, og Næglene blaae. Ak! Himmel!
raabte jeg, hun er og bliver død. Hvilket
et forskrækkeligt Endeligt! Jeg kand dog al¬
drig være Aarsag dertil; Jeg vilde redde
hendes Liv, men hun døde i mine Arme.
Jeg kunde umuelig forlade hende liggende til
et Rov for Dyrene i Skoven om Nattetider,
og at bære hende med mig havde jeg ey Kræf¬
ter til. Jeg besluttede altsaa at blive hos hen¬
de til Dag, enten hun kom til Live igien eller
ikke. Jeg stænkede hende atter med Vand,
og brugte alle de Midler jeg viste.
