16
og revet hende ud af det graadige Rov=Dyrs
aabne Strube. Hun svarede: J hvem du er,
som taler, saa viid at jeg er ulykkelig, det er
nok; lad mig have Roe at opgive Aanden.
Derpaa faldt hun tilbage paa mit Bryst
og en meget dyb Søvn overvældede hende
næsten en Time.
Maanen var imidlertid kommen høyt op
paa Himmelen, og med sit Lys formindske de den
Skræk, som Mørket gemeenlig fører med sig.
Jeg kunde altsaa tydelig see den Elendige i
Ansigtet. Jeg gav nøye Agt paa alle hen¬
des Bevægelser og Lineamenter. Den fæle
blege Coleur begyndte alt meer og meer at
forsvinde, og hendes Ansigt fik igien efter¬
haanden sin naturlige Yndighed; de levende
Roser begyndte paa nye at udspringe paa de
bleege Kinder; Læberne bleve igien ligesom over¬
dragne med den deyligste Cinober=Farve; Fin¬
grene, som med Guld og Ædelsteene vare besatte,
fik igien sin naturlige Varme; Pulsen begyndte
at gaae sin ordentlige Gang. Af alt dette
mærkede jeg da at hendes Sind maatte være
sat i en slags Rolighed og Raserier havde Ende.
Fortsættelsen følger.
