30
Fy! dit liderlige Skarn! sagde min Mo¬
ster til mig, vil du saaledes beskiemme din
heele brave Familie, og vanære dine For¬
ældre i deres Grav? Min Formynder
og Mameselle loe, hvilket skar mig i mit
Hierte.
De kand let begribe, min Herre! hvor¬
ledes jeg blev til Mode ved saadan Mod¬
tagelse; jeg skiftede vel tyve Gange Coleur.
See, sagde min Formynder, hendes Ansigt
røber og fordømmer hende selv, var hun u¬
skyldig, blev hun vel ikke saa tit rød og
bleg.
(Men, min Herre, den største Uskyldig¬
hed kand endog tabe sin Standhaftighed,
naar den bliver sigtet paa saa pludselig en
Maade.)
Jeg var gandske forvirret, og kunde ey
tale det ringeste Ord, og endnu mindre hav¬
de jeg Dristighed til at spørge om min For¬
seelse.
Min Moster gik mig i Møde, som hun
vilde have givet mig et Ørefigen, men det
som verre var, hun slog mig et Beeg=Plaster
