45
utilladeligt et Haandverk. Ney, raabte han,
jeg er langt fra ikke en Røver; men De,
min Herre, sagde han, har opført sig som
en Røver og det nedertrægtigste Skarn, i det
De har frarøvet mig mit Allerkiereste. De
har giort mig ulykkelig, og forført den uskyl¬
digste. Jeg beder derfor aleneste, at De,
om der er mindste Levning tilbage hos Dem
af Medlidenhed, og det, som man kalder
Mandhaftighed, vil uden videre Omstændig¬
hed jage min egen Kaarde i det Hierte, som
havde Mod nok, men slet Lykke til at i¬
giennembore Deres. Ney, min Ven, sva¬
rede jeg, det gaaer ikke an saaledes at slag¬
te Mennesker, og det er slet ingen Mand¬
haftighed. Ney, min Ven, sagde jeg videre:
jeg vil være meere ædelmodig end saa. Ak!
raabte han atter, stik mig dog ihiel paa
Stedet, og lev De imidlertid vel med den,
som har agtet Deres Person værdigere end
min.
Jeg blev meget underlig over denne Ta¬
le, og kunde ikke begribe hvad han egentlig
sigtede til, jeg mærkede vel, at han blev
regieret af de hæftigste Passioner, nemlig
