46
Kierlighed og Vrede, men jeg vidste og til¬
lige at jeg aldrig havde gaaet nogen i For¬
kiøbet, og allermindst var hans Rival, hvor¬
fore jeg bad ham, at han skulde udlade sig
noget tydeligere, at vi paa begge Sider kun¬
de komme ud af denne Handel, som fore¬
kom mig som en Drøm. Ney, sagde han,
det var ey saa vel at det var en Drøm,
og derpaa greb han efter Kaarden, men for¬
gieves, og sagde i den største Forbittrelse:
Har du ikke, i hvo du er, forført den Uskyl¬
digste? har du ikke opholdt hende i Skoven,
til to Timer over Midnat? Har J ikke søgt
forborgne Afveye, for at fuldføre den skam¬
meligste Gierning? Jeg har jo selv været et
Vidne til Eders fortroelige Samtale, seet
Eders kierlige Afskeed, og med mine Øren
hørt, at J i Morgen Aften vilde samles
paa samme Sted? Jeg havde først i Sin¬
de at vilde have nedlagt dig med min Kaar¬
de for hendes løbske Fødder, og opofret
dig for hendes letfærdige Øyne, men jeg be¬
tænkte mig, og fattede det Forset, først at
ville hevne mig paa dig, du Forræder! og
dernæst paa den troløse og liderligste af alle
Mennesker, men da jeg havde saa slet Lykke
