47
til det første, haaber jeg, at skulde være lyk¬
keligere til det sidste. Herpaa taug han; men
holdt stedse Øyne med Kaarden, som jeg
holdt i den ene Haand, imedens jeg holdt
ham i Brystet med den anden.
Jeg kunde let slutte mig til af alt dette,
at denne Person maatte være Frøiken S**
hendes Kiereste, som, da han havde seet os
gaae saa sagte i Skoven, havde forstukket sig
bag Buskene i Nærværelsen, for at høre og see
hvorledes vi forholdt os, for des bedre at
kunde hevne sig paa os i sin Vrede.
Jeg brød da over tvert og sagde: Hr. D**
--- Hvad? raabte han gandske bestyrtset,
da han hørte sit rette Navn, og faldt mig
ind i Talen, og hun, sagde han har ogsaa
aabenbaret mit Navn? o! den Forræderske!
o! Troløse! Ja, det er rigtig nok! jeg er for¬
raadt af den ærligste, og forladt af den elsk¬
værdigste. Ak, ak! ---
Ney, min Herre, sagde jeg, Deres Kie¬
reste og jeg er gandske uskyldig, og alle de
Bebreydelser og Beskyldninger, som De ud¬
øser imod hende og mig, passer sig aldeles
paa Dem selv. Paa mig? sagde han, ja,
