53
ham med deres Utaalmodighed, thi han er
et fromt Gemyt, endskiønt han er en Tyrk,
i det ringeste maae De forestille sig anderle¬
des. Disse Ord hviskede Slaven ud til os,
og derpaa forlod os.
Vi tvang vores Graad det meeste vi kun¬
de; men vort Hierte var færdig at briste
af Angest.
Da vi saaledes havde seylet nogen
Tid, og havde havt det deyligste Vær og
det klareste Maanskin, blev Himmelen i en
Hast overdraget med de mørkeste Skyer,
saa at Maanen mistede sit Skin, og en for¬
skrækkelig Storm reyste sig; Havet blev op¬
rort fra Bunden af, og der gik Bølger saa
store, som de høyeste Bierge.
Snart syntes vi at fare lige op til Skyer¬
ne, og snart ned i den dybeste Afgrund.
Havdyrene, de forskrækkelige Bæster, som
bleve tumlet hid og did af de oprørte Bøl¬
ger, gav en græsselig Brølen fra sig. Det
hvinede i Takkel og Tov, og det knagede i
hver en Pind i Skibet. Skibsfolkene vilde
vel stryge Seylene, men de vare saa udspii¬
