84
lede af Vinden, at de ikke kunde tage dem
ind. Stykmanden selv blev forsagt, og over¬
gav Skibet til Vinden og Havet. Vi dre¬
ve altsaa derhen, hvor Vinden og Bølger¬
ne vilde fore os.
I denne forvirrede Tilstand raabte disse
barbariske Mennesker paa deres Prophet Ma¬
homet, hvilket var det eneste Ord, som vi
kunde forstaae af deres Bønner.
Vi sukkede til Himmelen, og tænkte, at
det enten var en Straf over disse ubarmhier¬
tige Menneske=Røvere, eller og at Himlen
havde bønhørt os, og tilladt Havet at skiu¬
le os i sin hvidskummende Favn, at vi en
skulde beskiæmmes af disse U=mennesker, og
falde i deres Vold. Men endskiønt vi til¬
forn havde ønsket os Døden, gruede vi dog
for den, nu vi saae den for Øyne. (Saa¬
ledes ønsker vi daarlige Mennesker, os tit
Døden, og naar den kommer vilde vi gier¬
ne flye langt fra den.)
Dog havde Forsynet ikke besluttet at Ha¬
vet skulle være vores Grav; men som det
Almægtigste Væsen har forunderlige Maa¬
