91
De toge ey heller Feyl; thi der kom saa
forskrækkelig en Storm i et Øyeblik, saa at
vi syntes Havet aabnede sig og at vi kunde
see Bunden. Ja, endskiønt vi vare saa
nær at vi kunde see Landet og den yderste
Kant af Jtalien, var det dog umueligt at
bryde os igiennem Bølgerne; men Stormen
førte os af den rette Cours, og saasom den
mørke Nat overvældede os, vidste vi ikke ret
hvor vi bleve drevne hen.
Styrmanden sagde: at vi vare i det Jo¬
niske Hav, og der var han ikke Coursen
bekiendt, bad os derfor at berede os til den
visse Død; thi vi kunde let løbe an imod
Skiær og Klipper; hvilket og skeedte.
Jeg lagde mig plat ned paa Overdæk¬
ket og holdt mig fast i Tovene og overgav
mig til Himlens Villie, min Pige gik ned
i Rummet, og siden den Tid har jeg ikke
seet hende eller nogen af de andre. Skibet
foer igiennem Bølgerne, som Fuglen igien¬
nem Luften, og i denne forskrækkelige Fart
stødte det an imod en Klippe, og sloges i
tusinde Stykker, (som jeg siden har mær¬
ket; thi i den Angest jeg var bested, vidste
