92
jeg kuns lidet til mig selv, og endnu min¬
dre, hvorledes det gik til.)
Men dette veed jeg at Forsynet førte mig
underlig igiennem Havet, som ventelig hav¬
de opslugt min Pige og alle de andre; thi
førend jeg vidste deraf, befandt jeg mig paa
Landet, liggende paa et Vrag af det sønder¬
slagne Skib, hvilket Vrag Bølgernes for¬
skrækkelige Magt havde ført tæmmelig høyt
op paa det faste Land.
Det var Nat, og jeg vidste ikke hvor
jeg var vendt, og til hvad Land Skiebnen,
havde ført mig. Jeg var vaad, kold og
udmattet; thi jeg havde holdt mig saa fast
ved Vraget, at mine Hænder og Arme va¬
re ligesom døde og folesløse. Omsider frem¬
brød den glædelige Dag, og Solen med sin ve¬
dergægende Varme ligesom oplivede mig. Jeg
lagde mig paa Vraget som havde opholdt
mig paa Havet, og paa mine Knæe takkede
Himlen, som paa saa underlig en Maade
anden Gang havde reddet mig fra den vis¬
se Død.
Da jeg havde fuldendet min Taksigelse,
begyndte jeg at see mig om, men vidste ikke
