95
lig op til Lepanto, hvor jeg gik op af en
Gade og ned af en anden; thi jeg turde ik¬
ke driste mig til at gaae ind i noget Huus.
Da jeg saaledes nogle Gange havde
gaaet igienneme en Gade i Særdeleshed,
og havde i Sinde igien at gaae ud af
Staden, og heller omkomme af Hunger og
Sult, end at falde i de ugudelige Menne¬
skers Hænder, var der en Mandsperson,
som pikkede paa et Vindue efter mig, (thi
man kunde let see at jeg var en Fremmed,
og da jeg saae om til Vinduet vinkede han
ad mig; men jeg blev saa bange at jeg nær
havde seegnet ned i mine Knæe, og skyndte
mig bort, og saasom han mærkede min Be¬
styrtelse, kom han løbende efter mig, og til¬
talede mig paa tyrkisk, men jeg svarede ham
paa mit Sprog at jeg forstod ham ikke.
Derpaa spurgte han mig paa Jtaliensk,
hvem jeg var, og hvad jeg havde at for¬
rette: Min Herre, sagde jeg, det vilde være
dem til for stor Uleylighed om jeg vilde op¬
holde Dem dermed, jeg er ulyksalig, sagde
jeg, og da jeg horer, at min Herre kand
tale Jtaliensk og maaskee er selv af den sam¬
