101
fik længe at vente; thi da jeg havde faaet Slav¬
inden ud af sit Fængsel, skyndte vi os til
Havet, hvor jeg endnu fandt Baaden at
ligge. Vi traade i Baaden og hidsede det
lidet Seyl op, som laae i den, og derpaa
overgav vi os til Skiebnens Førelse. Vin¬
den førte fra Landet, saa at vi kom langt
ud paa Havet inden Dagen frembrød.
Noget op paa Dagen kom et Skib, sey¬
lende for fuld Vind lige bag efter os. Vi
bleve slagne med Dødens Angest, og hav¬
de i Sinde at ville styrte os i Havet i Tan¬
ke at det enten vare tyrkiske Søe=Røvere el¬
ler nogle, som vare sendte efter os; dog be¬
sluttede vi at oppebie vor Skiebne; men til
ald vores Glæde var det et Venedisk Skib,
som tog os om Bord til sig.
Men saasom Slavinden havde sine For¬
ældre i Livadia, i det Europæiske Tyrkie,
formaaede vi Venetianerne til at sætte os i
Land paa Livadia. Slavinden og jeg hav¬
de fattet Kierlighed til hinanden, og gjort
det Løfte aldrig at forlade hinanden indtil
Doden. (Thi Kierlighed er gemeenlig en
Virkning af en fælles Lykke eller Ulokke)
