1e7
sin Mand noget efter i disse saa herlige Dy¬
der og Egenskaber. Altsaa er det ingen
Under, at jeg fandt Fornøyelse i saa beha¬
gelig en Omgang.
De giorde mig ald optænkelig Fornøy¬
else, og bar saa stor Godhed for mig, som
jeg kunde have været deres Barn, hvorfore
jeg elskede dem, som mine Forældre, ja, de
kunde neppe taale, at jeg længtes efter mit
rette Hiem, saasom jeg hos dem manglede
ingen Ting.
Da jeg havde været hos dem næsten et
halvt Aar, skeede der et temmelig Skaar i
vores Fornøyelse; thi denne saa brave Ko¬
ne og dyrebare Veninde faldt i en Syg¬
dom og døde. Og, saasom hun altid hav¬
de elsket mig høyt, kunde hun ikke uden stor
Væmodighed sige mig det sidste Farvel, ja,
hun vilde endog giøre vel imod mig efter
sin Død, thi hun bad sin kiere Mand al¬
drig at slaae Haanden af mig. Hvilket var
det sidste Ord denne Ædle talte, da Dø¬
den allerede spillede paa hendes velsignede
Læber.
