1o3
Jeg græd ligesaa bitterlig, som om hun
havde været min kiødelige Moder, og den
bedrøvede Mand, som selv behøvede Trøst i
saa stor en Sorg øver saa kier en Ægte¬
fælles Tab, maatte end og trøste mig. Ja,
hans Kones Død gik ham saa nær til Hier¬
tet, at han selv faldt i en Sygdom, hvor¬
over jeg blev saare utaalmodig, og frygtede
at jeg og skulle miste ham; men til min store
Glæde kom han sig igien, og som et for¬
nuftig Menneske lod han ikke Sorgen faae
saa stor Magt. Jeg stræbte og at fornøye
ham det beste jeg kunde.
Engang som vi sad og vare ret fornøye¬
de, og han talede just om, hvorledes han be¬
drog sin Herre i Tripolis, at han fik læn¬
ge at bie efter ham og Slavinden, kom just
een fra Lepanto, med et Brev, hvilket saa¬
snart han havde læst det, blev han meget
bedrøvet og uroelig i Sindet. Jeg spurgte
ham nogle Gange, hvad der var Aarsag til
hans Tungsindighed, men hver Gang fik ik¬
ke andet Svar end dybe Suk.
Omsider bad han mig, at sætte mig ned
paa Canapeen hos ham, hvilket jeg og gjor¬
