tog
de, men jeg tænkte mindst paa, at hans
Bedrøvelse reyste sig for min Skyld.
Han sad længe lige som aandeklemt, og
lagde min Haand inden i hans, langt om
længe brød han sin Taushed og sagde: Dy¬
rebare Frøiken D kunde De vel afslaae
min Begiering, som jeg dog vil henstille til
Dem at opfylde? Ak! svarede jeg, og blev
gandske forvirret, hvorledes kunde jeg nægte
min Velgiørere noget, som jeg er forbun¬
den med Liv og Siæl, og som har gjort
saa meget for min Skyld, heldst da jeg
fuldkommen er overbeviist om, at Deres
Ædelmodighed er saa stor, at De ikke kand
begiere andet end hvad anstændigt og søm¬
meligt er. Got! sagde han, jeg vil da spør¬
ge Frøikenen, om De kunde være saa haard¬
hiertet, og betage mig all min Fornøyelse i
Livet. Min Herre, svarede jeg, og faldt i
Forundring, jeg begriber ikke Deres Mee¬
ning, De behager at udlade Dem noget
tydeligere.
Vel an! sagde han: Jeg vil da spørge
Frøikenen, om De kunde forlade mig, om
De saae Leylighed til at komme hiem til De¬
