126
kuns taget min egen Pige med mig; thi
saasom hun ingenlunde vilde forlade mig,
undte jeg hende den Fornøyelse, endskiønt
jeg havde sat mig for at reyse alene.
Vi kom da til Lepanto til min Mands
gamle Ven, som ret beklagede sin Vens og
min Mands Død, men da han fornam at
jeg var færdig at flyde bort i Taare, naar
han talte om min Mand taug han stille.
Denne Mand besørgede altsaa at jeg kom
paa et Venedisk Skib, da Skipperen love¬
de, at sette os i Land paa Abruzzo. Jeg
gik altsaa om Borde tillige med min Pige,
men ingen vidste at jeg bar næsten to Tøn¬
der Guld paa mig i Ædelsteene.
Min Pige kunde ikke taale Søen, men
fik ont og døde underveys, og uagtet mine
indstændige Bønner, var dog Skibsfolkene
saa haardhiertede at de opofrede hendes Le¬
geme til Fiskene, da jeg gierne havde givet
hende en anstændig Begravelse.
Denne sidste Seylads var den lykkeligste
af alle mine Reyser; thi vi havde en god
Vind, og fornam ikke til Søe=Røvere, und¬
