125
lade mig see af de Øyne, som saa uforskyldt
har fældet saa mange bittre Taare for min
Skyld? O! at jeg turde nedkaste mig for
de Fødder, som jeg havde ført hen til For¬
dervelsens Brink? Ja, i det jeg fandt min
kiereste Søster, mistede jeg min allerkiereste
Frøiken. O! jeg synes at jeg seer hende at
flyde bort i Taare, hvortil hun og har den
største Aarsag. Jeg var den som raadede
hende at flye fra sin fortrædelige Moster,
og nu, da hun har fulgt mig, tænker hun
at jeg er en Forræder og Meneedere. Jeg
veed at hun nu hader mig ligesaa høyt, som
hun tilforn elskedelmig. Ak! jeg Ulyksalige!
jeg vilde have ønsket, at jeg aldrig havde
kiendt saa ædel en Skabning. Ja, jeg øn¬
sker mig ikke Livet længer, naar jeg skal mi¬
ste min kiereste Frøiken S¬
Da han saaledes blev jo længer jo utaal¬
modigere, giorde vi os ald Umage for at
stille ham til freds. Hans Søster Mada¬
me Ke? faldt ham om Halsen, og med de
bevægeligste Ord stræbte at bevæge ham til
Taalmodighed.
