127
Jeg maatte omsider falde hende ind i
denne Vee=Klage, og sagde: Jeg beder dog
indstændig, at Frøikenen dog vil have lidt
Taalmodighed, og anhøre, hvad jeg har at
forkynde Frøikenen, som vist vil glæde sig
derover, og tilbagekalde alle disse haarde Be¬
skyldninger. -- -
Hvad? sagde hun, og faldt mig ind i
Talen. Hvad kand min Herre vel førtæl¬
le mig, som kunde være kraftigt til at for¬
aarsage nogen Glæde hos mig, som finder
sin største Glæde i at græde, og som har
taget ald sin Tilflugt til Sorg og Bedrø¬
velse.
Min hierte Frøiken, sagde jeg, lad mig
dog have den Fornøyelse at sige Dem, at
en Vildfarelse har bedraget dem begge to.
2. - 4 --
Ak! Himmel, raabte hun, og atter faldt
mig ind i Talen, en Vildfarelse, ney, mit
Syn har ingenlunde bedraget mig, og det
er alt for vist, at jeg er ulyksalig, ja, det
er min fortiente Løn for min Lettroenhed og
jeg vilde ønske at man vilde tage Exempel
