131
Frøik. Og han har ikke forladt mig?
Jeg: Hvorledes kunde han forlade sig
selv?
Frøik. Og han hader mig ikke?
Jeg Langt fra, men frygter meere for
at have gjort sig forhadt.
Derpaa reyste Frøikenen sig op, ret li¬
gesdm en yndig Rose, naar den bliver for¬
frisket af en mild og vederqvægende Regn,
efterat den med Blomster=Knoppen nogen
Tid haver af Mathed hængt ned imod Jor¬
den formedelst en stærk og utaalelig Heede.
Ak! sagde hun, hvor har jeg dog ikke ha¬
det den Allerelskværdigste! hvor mange Be¬
breydelser har jeg dog ikke udøst over den
Allerærligste! O! hvor vilde jeg ikke ønske
at jeg i dette Øyeblik kunde afbede min For¬
seelse og i hans Arme tilbagekalde alle de Be¬
fkyldninger, som en blo Mistanke, og den
reene Kierlighed har udpresset imod den U¬
skyldigste. Min hierte Frøiken, sagde jeg,
jeg venter hvert Øyeblik at have Hr. De¬
og hans Søster her. O! en glædelig Ti¬
dende, raabte hun, O! et lyksaligt Øyeblik.
