27
Til vores største Bedrøvelse savnede vi
Eder ikke, førend om Morgenen ved Thee¬
Bordet. Hvor bliver Leonorg, sagde min
Fader, mon hun og hendes Pige sover end¬
nu? Det er noget forskrækkeligt med de un¬
ge Mennesker, de ønsker at de kunde snue
til Middag, eller og sidde for deres Nat¬
bord den heele Formiddag. Spring op,
Lars, sagde min Moder til Tieneren, og
fornem, om de sover endnu, og spørg, om
de kand see at staae op, nu Klokken gaaer
til ni, eller om jeg skal vække dem.
(Dette var vel noget haart talt af Folk
af saa fornemme Stand, og lugtede tæm¬
melig borgerligt; men Søster veed, at vore
Forældre vare ikke kielne over deres Børn,
og at de midt i deres Adelskab, var gand¬
ske borgerlige.).
Tieneren gik, men var og den første,
som bragte os denne bedrøvelige Tidende,
at hverken Frøikenen eller hendes Pige var
at finde paa Kammeret. Det lod ey heller
til, sagde han, at de havde været der om
Natten; thi deres Seng stod endnu opreed.
