23
i: Hvad? sagde min Fader, i det hans
Ansigt blev forandret, vil du kaadmundede
Knægt saaledes beskiemme min Datter? den
arme Dreng blev forbauset, og mærkede at
han havde fortalt sig.
Min Moder løb selv op paa Kamme¬
ret; men kom strax tilbage, og af hendes
bleege og falmede Kinder spaaede vi os in¬
tet Got. Hun, uden at tale det mindste Ord,
satte sig paa en Stoel, og derpaa faldt i
Afmagt
I denne Forvirring løb hver sin Vey,
for at lede efter de forlørne, og glemte min
Moder, som henfaldt i Besvimelse.
Vi søgte overalt i Huuset, men forgie¬
ves. Vi raabte snart paa Frøikenen, snart
paa hendes Pige, men uden Giensvar. Vi
ledte i Gaarden og i Haverne, ja min Fa¬
der befoel at man strax skulle trække Vaad
i Fiske=Parken i Haven, i Tanke at de
der kunde være druknede!
Da vi faaledes randsagede i hver en
Vrage, kom min Fader og jeg omsider til
Bag=Logen, hvoraf man af Haven kunde
