135
gaae ud i den aabne Mark og Skov. Den¬
ne Loge stod imod Sædvane paa klem,
da den ellers pleyede at være tillukt.
Gandske vist, raabte min stakkels Fa¬
der, ere de gaaet ud heraf, og da vi kom
noget ud paa Marken, fandt vi et hvidt
Torklæde med Pigens Navn, hvilket end
meere bestyrkede os i de allerede fattede
Tanker.
Jngen af os tvivlte nu meere paa at
de jo vare undvigte; men hvorhen og til hvil¬
ken Side de havde vendt sig, kunde vi ik¬
ke udgrunde.
Vi vendte tilbage igien, saasom det var
forgieves at gaae længere frem, ligesom i
Blinde; tilmed faldt min kiereste Fader i¬
Afmagt, og hans gamle Been havde ikke
Kræfter nok til at bære ham. Han zittrede
og bevede, som Dødens Angest paa engang
kunde have overfaldet ham. Lad os sette
os, min Søn, sagde han sukkende, denne
Tildragelse vil vist forkorte mine Dage.
Jeg var utaalmodig og fældede de bit¬
terste Taare. Min Moder, som vi i den¬
