143
at see til min Fader, som jeg i denne høye¬
ste Fare maatte forlade.
J min Fraværelse havde dog Himlen
forundt ham saa mange Kræfter, at han
kunde gaae en Snegle=Gang; han mødte
mig imod al Formodning i Haugen og lee¬
nede sig ved Drengen. Jeg i mit Hierte
takkede det mildeste Forsyn, og tog min Fa¬
der under den anden Arm, og ledsagede ham
til sit Søve=Kammer.
Min Fader blev ogsaa aareladt, og jeg
bad denne Chirurgus, ikke at efterlade, om
han vidste noget, som kunde tiene til deres
Helbreds Conservatiøn.
Da jeg kom noget til mig selv igien, kun¬
de jeg ikke noksom takke Himmelen, der
gav mig Kræfter til at udstaae ald den Be¬
drøvelse, som jeg saae paa mine kiereste Foræl¬
dre, hvilke jeg hver Øyeblik frygtede for at mi¬
ste. Jeg sendte ogsaa Folk ud i Skoven,
for at søge og leede efter min kiereste Søster.
Jmod Aften kom de tilbage; men kun¬
de ikke give os nogen Underretning, undta¬
gen at en gammel Hyrde, som vogtede
