149
Blodet begyndte alt meer og meer at kaa¬
ge i mit Bryst, og jeg blev ligesom rasende
af den billigste Forbittrelse.
Jeg klædte mig paa, og spendte min
Fægte=Kaarde om Livet. Hvorhen med den
Kaarde, spurgte min Fader. Jeg vil, sva¬
rede jeg, hævne den Spot, som os er veder¬
faret, og igiennembore det Hierte, som fandt
saa umenneskelig en Fornøyelse i at saare
mine bedrovede Forældres. Jeg vil hævne
mig paa den ubarmhiertigste, eller og falde
for den Ugudeligste. Ja, om jeg kand ha¬
ve den Lykke til mit Forset, skal al Ver¬
den tilstaae, at jeg haver skilt den ved den
unyttigste Byrde. - - -
Hvad! svarede min Fader, og rystede
med Hovedet, vil du og bedrøve dine For¬
ældre, og for Tiden føre dem til Graven?
Mon det tilkommer os usle Creature at hæv¬
ne os selv? Ney min Søn ikke saa. Vær
forvisset paa, at den mindste Misgierning
bliver ikke ustraffet. Lad os oppebie Hæv¬
nens Dag, som er uforbigængelig. Jngen
kand priise sig lyksalig, førend Jorden har
lukt sig til over ham. Vil du derfore min
